Skip to content

Artikel

High DitteBB-1133-Edit

Ditte Birkjær Boll er forfatter til Husbyggerhåndbogen - bogen til den private bygherre

Med en professionel baggrund som ejendomsudvikler, og sit eget private boligbyggeri i rygsækken, giver hun sin viden og sine råd videre om alt, hvad du skal vide, huske og beslutte når du bygger hus. Læs med her og bliv inspireret.

Når man skal bygge sit eget drømmehus, bygge om eller bygge til, så er der et hav af ting som man skal tage stilling til. Du skal egenhændigt beslutte alt fra valg af fodlister til ovenlysvinduer og rammer om stikkontakter. Det er noget af en opgave, og et stort ansvar. Bliver det mon umoderne om få år? Bliver det for kedeligt? Bliver det en skrupforvirrende omgang? Har jeg glemt noget vigtigt?

Det er ikke alene vigtigt at komme godt i mål med et resultat, som du er stolt af og tilfreds med. Det er også væsentligt, at du har en god byggeproces, med færrest mulige misforståelser, ekstraregninger og skuffelser. Det er irriterende med kort varsel at skulle vælge noget halvhjertet, fordi man ikke var forberedt. Endnu værre er det, når håndværkerne vælger for en. Når det kommer til materialevalg, så er der en række ting du bør have fokus på, for at komme godt i mål. Her får du mine bedste råd:

Materialelisten

Alle dine materialevalg skal noteres i din materialeliste/materialebeskrivelse, som er et bilag til din entreprisekontrakt og et vigtigt arbejdsredskab. Sørg for, at materialelisten er

▪ Let læselig. Det er afgørende, at din materialeliste er logisk og overskueligt opbygget. Det skal være utvetydigt, hvilket rum du hentyder til, og hvilken bygningsdel der er tale om. Det er for eksempel ikke sikkert at alle ved, hvilket rum der er ”kontoret”, eller om ”skillevæggen” er den til højre eller venstre.

▪ Husk også, at materialet du angiver, skal være præciseret, så der ikke er nogen tvivl. Indsæt eventuelt et vvs-nummer, modelnavn eller andet, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvad du mener. Indsæt eller vedlæg om nødvendigt mål, referencefotos, skitser og beskrivelser, så toilettet ikke bliver hængt for lavt op, eller fliserne lagt på den forkerte led.

▪ Opdateret og korrekt. Har du flere versioner af materialelisten liggende, har du ændret i den eller ombestemt dig? Sørg for, at din entreprenører har den gældende udgave.

Husk stort og småt

Nogle gange overser man en bygningsdel og dermed et materialevalg – ofte fordi det er så småt, at det bliver glemt. Eksempelvis glemmer man ofte at vælge fugefarve, når man vælger fliser. Dertil kommer fugens tykkelse, hvilken retning eller forbandt fliserne lægges med, og så videre. Det er drønærgerligt at lade disse tilsyneladende små, men betydningsfulde detaljer, være op til håndværkerens bedste gæt.

Vælg kvalitet

Er du i tvivl om hvad du skal vælge, som du ikke bliver træt af at kigge på stort set inden du er flyttet ind? Det kan være svært at finde balancen i mellem det moderne og det klassiske, uden at det bliver intetsigende og upersonligt.

Er du tvivl, så gå efter kvalitetsmaterialer. De patinerer pænt, og overlever i højere grad modens evigt skiftende luner. Det gælder særligt de bygningsdele som er dyre, og svære at skifte – så som et helt trægulv. Da er det trods alt lettere at skifte et brusearmatur, hvis du fortryder dit valg.

Rød tråd

Sørg for, at der er en rød tråd i dine materialevalg. Det giver en flot og gennemført fornemmelse i et hus, hvis de samme materialer går igen, og materialerne er afstemt i forhold til arkitekturen. Mange forskellige typer gulv rundt omkring i huset giver eksempelvis meget ”støj”. Tilsvarende virker det ikke oplagt, hvis et minimalistisk funkishus pludselig har stuk og romantiske fyldningsdøre.

Din arkitekt kan være behjælpelig med at lave en materialepallette, som definerer de væsentligste overflader og farver. Så sikrer du, at der er en naturlig sammenhæng i huset – både ude og inde.

Vær realistiske

Tænk grundigt over, hvad dine materialer skal stå model til. Både i forhold til jeres daglige brug af huset, og hvad du er indstillet på af vedligehold. Lyse, sarte trægulve er utaknemmelige ved mødet med sand under skoene, beskidte hundepoter og fedtsprøjt fra det glade køkken. En træbordplade er ikke køn, hvis man ikke husker at tørre vand, saft og madrester op og at efterbehandle den jævnligt. Vælg materialer, som passer til din familie, jeres hverdagsliv og temperament.

Vælg det du elsker

Husk, at du bygger hus til dig, og ikke til alle mulige andre. Mange tænker uforholdsmæssigt meget over, at huset engang skal kunne sælges, at det skal ligne noget man har set i et boligmagasin, eller at huset skal rumme nogle behov som kun yderst sjældent – hvis nogensinde – melder sig.

Man går måske nok ikke som sådan galt i byen med et hvidt køkken – men nu er det dig, der er ved at bygge dit drømmehus. Hvilket køkken drømmer du egentlig om? Husk, at huset primært skal passe til dig og din familie, i jeres hverdag.

Tag referencer og anbefalinger

Ud over at vurdere de enkelte materialers kvalitet, bør du også skænke producenternes service en tanke, når du vælger materialer.

Det er selv sagt vigtigt, at materialerne har en beskaffenhed, som gør at de holder til det de skal, og ikke går i stykker. Det er dog også vigtigt, at producenten eller leverandøren er til at få fat i, og er kendt for at være samarbejdsvillige, hvis man står med en reklamation. Tal med dine venner og bekendte, og ikke mindst med dine håndværkere og rådgivere om deres erfaringer. Håndværkerne har mange produkter igennem hænderne og ved, hvilke der ofte eller sjældent volder problemer, og hvilke leverandører som har gode eller uduelige serviceordninger.

Med disse råd in mente er det blot at give sig i kast med boligmagasinerne, vareprøverne og byggeudstillingerne, og få udfyldt materialebeskrivelsen fra ende til anden. Hvis du vil være sikker på at huske det hele – både stort og småt, og ude og inde, så hav Husbyggerhåndbogen med på sidelinjen!

God byggelyst!

Hilsen Ditte Birkjær Boll @husbyggerhandbogen

 

Husk, at du også kan købe Husbyggerhåndbogen i Byggecentrum. Vi glæder os til at byde dig velkommen.  

Besøg Byggecentrum - 28.000 m2 inden- og udendørs byggeudstilling

Byggecentrum er et inspirationsunivers til dig, der skal bygge nyt, renovere eller bare lade dig inspirere af de nyeste produkter og designs til boligen og haven. I Byggecentrum Middelfart finder du det hele. Du kan gå på opdagelse blandt over 140 af Danmarks førende brands inden for bolig og byggeri. Derudover kan du opleve en lang række indrettede fritidshuse, hytter og pavilloner.

Byggecentrum har åbent alle hverdage og weekender fra kl. 10 til 17.

Billede 12.06.2023 15.01.16
Skip to navigation