Praktiske forhold:

Retningslinjer, service og indretning af stande i udstillingen:

Åbningstider 
Udstillingen er åben alle dage kl. 10.00-17.00, også weekends og helligdage. Der er dog lukket mellem jul og nytår.

Vi kan tilbyde at holde udstillingen åben uden for normal åbningstid i forbindelse med fx møder eller arbejde på standen. Ønske herom skal meddeles i Informationen senest 2 hverdage før, så der kan tilkaldes en lukkevagt. Udstilleren betaler en pris pr. time udover normal åbningstid.
Se under Ekstra sericeydelser HER.

Gulv
Gulvet kan belastes med en jævnt fordelt nyttelast på højst 300 kg/m2. Standarealet er belagt med linoleum, som ikke må beskadiges. Udstilleren er velkommen til efter aftale at lægge egen gulvbelægning ovenpå. Hvis egen belægning kræver limning, hæftning eller anden fastgørelse til underlaget, skal dette ske på en plade, der lægges på gulvet.

Standvægge 
Standvæggene består af 120 mm hvidmalede MDF-plader monteret på et lægteskelet. Væggenes højde er 2,44 m. Ud mod balkonkanten på 1. sal er væghøjden 2,30 m. Væggene er 1 m brede. Væggene på standen er malet hvide ved overtagelse af standarealet medmindre anden farve aftales. Fliser, glasvæv og andre beklædninger må ikke klæbes direkte på standvæggene. Opklæbning skal ske på plader, der skrues på standvæggene.

Loft

Loftet på 1. sal og under etagedækket i stueetagen er et nedhængt akustikloft. Der må ikke bores eller laves ophæng i lofterne. Af hensyn til sprinklerne må der ikke lægges loft over stande i lavloftede områder. Der må ikke bygges skabe o.lign. omkring sprinklere. I det højloftede område i den store hal skal sprinklere monteres i overdækkede stande. Etablering og retablering ved fraflytning sker for udstillers regning. Aftale herom skal træffes med Byggecentrum.

På det højloftede område i udstillingens stueetage må der ikke bygges højere end max. 3 m eller hænges bannere over standen medmindre det lejede standareal er på mindst 12 kvm.

El og belysning
I stueetagen findes 230 V elstik langs ydervæggene og i edb-gulvet. På 1. sal findes 230 V elstik langs ydervæggene og langs balkonbrystningen. Der er generel belysning overalt i udstillingen, men supplerende belysning på standen (spots m.m. inkl. tilslutning) etableres af udstiller for egen regning. Byggecentrum vedligeholder belysningen på standen for udstillers regning. Pærer o.lign. som udskiftes, faktureres halvårligt sammen med standlejen. Supplerende elinstallationer på standen kan etableres for udstillers regning efter aftale.

Andre installationer
Telefonstik, vand- og afløbsinstallationer kan i visse tilfælde etableres på standen for udstillers regning efter aftale.

Skiltning
Udstilleren skal sørge for tydelig skiltning med firmanavn og produktoplysninger på standen. Skilte o.lign. må ikke anbringes uden for standarealet eller i bygningens vinduer, med mindre der træffes særlig aftale med Byggecentrum.

Bannere
Det højloftede, centrale rum i udstillingens stueplan kan i begrænset omfang udnyttes til ophængning af reklamebannere for stande på gulvet. For at sikre et godt og inspirerende helhedsindtryk og undgå, at bannere kan være til gene for øvrige udstillere, må bannere kun hænges op efter forudgående aftale med Byggecentrum om udformning og placering. Der er følgende retningslinier:

  • Der må kun ophænges banner over stande på mindst 12 m2
  • Der skal være tryk eller farve på begge sider af banneret
  • Ophængningen skal bestå af stålwirer el.lign., der fastgøres i tagets gitterkonstruktion
  • Produktion, ophængning og nedtagning af banneret sker for udstillers regning

Håndværkerassistance
Udstiller træffer selv aftale med håndværkere ved op- og ombygning af standen.

Byggeaffald
Udstiller sørger selv for at fjerne tom emballage, materialerester og byggeaffald efter opstilling, ombygning og nedbrydning af standen.

Adgangsforhold
Der er gratis parkering og adgang til udstillingsarealet i udstillingens normale åbningstid. Byggecentrum kan ved særlige lejligheder tage entré af besøgende til udstillingen.

Vareindlevering og –afhentning
Vareindlevering og -afhentning kan normalt ske fra kl. 8.30 på hverdage. Indgangen gennem porten på bygningens bagside skal benyttes. For at give Byggecentrums medarbejdere mulighed for at holde øje med utilsigtede ændringer, eller om der fjernes ting fra standene uretmæssigt, opfordrer vi udstiller eller hans leverandør til altid melde sin ankomst i Informationen.

Elevator

Max. dørmål ved adgang via port og elevator: Højde 2,50 m og bredde 1,50 m. Elevatorens dybdemål er 3,50 m.

Forsikring

Udstillers erhvervsansvarsforsikring vil normalt dække uheld i forbindelse med standen i Byggecentrum. Standmaterialer og produkter vil også normalt være dækket af udstillers løsøreforsikring mod brand og vandskade samt indbrud indtil en vis sum. Forsikring mod simpelt tyveri vil normalt ikke være dækket. Det er nødvendigt at få tilføjet udstillingens adresse på forsikringspolicerne. Vi opfordrer udstiller til at checke ovennævnte og forsikringsforhold i øvrigt med sit forsikringsselskab. Det er ikke muligt for Byggecentrum at tegne forsikring for udstillere.

Forbehold
Vi råder udstilleren til selv at besigtige standarealet og foretage de nødvendige opmålinger og registreringer, der har betydning for standens indretning og opbygning.

Byggecentrum fraskriver sig ansvaret for konsekvenserne af eventuelle lokale afvigelser fra ovenstående beskrivelse af bygning og installationer m.m.

Brochureservice
I området ved hovedindgangen findes reoler til brochurer. Reolerne er frit tilgængelige for de besøgende, som kan bruge pc'ere til søgning efter brochurer i reolerne. Udstiller kan lægge op til 5 forskellige brochurer i Brochureservice. Ekstra brochurer kan lægges ind i Brochureservice mod en årlig ydelse pr. brochure. Se afsnittet om Ekstra serviceydelser HER.

Vi anbefaler ikke at lægge brochurer på standen. Skulle en udstiller dog ønske dette, kan vi tilbyde at fylde op med brochurer på standen dagligt mod en ekstra ydelse pr. år. Se afsnittet om Ekstra serviceydelser HER. 

Brochurer skal afleveres eller sendes til Byggecentrum, som sørger for registrering og opfyldning i reolerne. Inden etablering af standen, eller når ny brochure ønskes optaget i systemet, skal udstiller sende et oplag på 200 stk. af hver brochure.

Mødelokaler
Kursuscentret har i stueetagen 2 lokaler med moderne AV-udstyr. Det ene lokale kan rumme op til 60 personer ved skolebordsopstilling eller ca. 100 personer ved biografopstilling. I det andet lokale kan der være ca. 14 personer ved skolebordsopstilling.

Grupperum til møder med max. 10 personer kan benyttes gratis af udstillere. Reservation heraf kan tidligst ske 14 dage før mødet. Kontakt Informationen for bestilling.

Fotokopiering/fax
Fotokopiering og afsendelse af fax i mindre omfang kan bestilles i Informationen.

TILBAGE >>

Om udstillingen i Ballerup


>> Udstiller-oversigt
>> Energi-Zonen